KØD

FISK &
FJERKRÆ

BRØD

TILBEHØR

TIPS &
TRICKS

OM BLOD-TYPEKOST

KONTAKT


Idéer til opskrifter...   - når det skal gå hurtigt!   - når du har god tid!   - fra det græske køkken

 

 

Hjemmebagt leverpostej

Det er slet ikke så svært, som man tror...

 

(C) 2009 Paulin & Vingholm I/S

 

Første gang, jeg skulle lave leverpostej selv, var jeg noget nervøs.
Men det er slet ikke så svært. Hvis man får slagteren til at hakke leveren,
er det let og hurtigt - ellers må man selv i gang med kødhakkemaskinen, og det værste ved dét, er at gøre den ren bagefter... 

Leverpostejen ser bedst ud, når den lige er kommet ud af ovnen, men smagen kommer mere frem, når den har stået lidt, så det er faktisk en fordel at lave den dagen før, den skal serveres, f.eks. til en frokost, og så lige lune den inden servering.

 Arbejdstid 30 minutter, bages ca. 1 time.

 Ingredienser:

500 g hakket lever (lam eller kalv)
1 stort løg
3 portobello svampe
150 g revet æble
5 g smør
timian
2½ dl fløde
0,5 dl olivenolie
1 dl rismælk
2 dl speltmel
3 æg
Allehånde
Paprika
2 tsk salt
1 spsk citronsaft

Svampene vaskes og skæres i skiver, som svitses i smørret med lidt timian på, til de er blevet brune. Løget og de svitsede svampe hakkes fint/blendes til en blød masse.

Melet piskes ud i fløden med et piskeris og olie og rismælk røres i med en ske. De to æg, citronsaft, allehånde, paprika og salt røres i, derefter svampe-løgblandingen, revet æble og den hakkede lever. Det hele røres godt sammen, til det er en ensartet blanding, hvorefter det hældes i forme. Jeg bruger en lerform og desuden en folieform, som man kan købe i supermarkedet. Lerformen smører jeg først med lidt olivenolie.

Leverpostejen bages i ovnen ved 180 grader. Er den i folieform er bagetiden ca. 55 minutter, lerformen lidt længere. Postejen er færdig, når den løsner sig fra beholderens sider, og der ikke kommer noget med op, når man stikker i den med en nål/kniv. Stilles til afkøling på en rist og opbevares i køleskab bagefter.

Ud af denne portion kommer der ca. 1,3 kg leverpostej. Leverpostejen kan fryses, så man kan have lækker pålæg på lager!

 Serveres med ristede svampe eller hjemmesyltede rødbeder!

Noget af fløden kan erstattes med mælk,
hvis man ønsker en mere fedtfattig udgave.

 Velegnet til blodtype 0 og B

© 2009 Anette Paulin & Vingholm I/S
  

   
   

Alle tekster på dette website
(C) 2009 Vingholm I/S
All rights reserved